Herniemøde 8/4-2008 Referat

Ferring

Kopi af diverse præsentationer på: www.herniedatabasen.dk, menu til venstre: Referater og præsentationer, herniemøder.


Dagsorden:

1)                          Ny hernielitteratur

2)                          Resultater fra databasen og status for elektronisk inddatering

a)         ingvinalhernier

b)         ventralhernier

3)                          Diskussion af vejledning, Laparoskopisk ing. herniotomi

4)                          Kroniske smerter

a)         resultater - reoperation for smerter

b)         perspektiver og videre plan

5)                          Medfører operation i LA øget risiko for recidiv ?         

6)                          Projektstatus

7)                          Næste herniemøde

8)                          Evt.

 

ad 1) Henrik Kehlet gennemgik litteratur vedr. den intraoperative håndtering af nerverne ved ingvinal herniotomi: Der er en sammenhæng mellem påviselige nerveskader (sensoriske udfald; wind-up/hyperalgesi/allodyni) og forekomst af kroniske smerter efter ingvinal herniotomi - men selv om forekomst af påviselig nerveskade har lav specificitet, tyder alt dog på, at kroniske smerter forårsages af nerveskader. Det rejser derfor spørgsmålet om, hvorledes man håndterer nerverne ved ingvinal herniotomi: leder man specifikt efter nerverne ? - og hvis man gør, hvorledes undgår man beskadigelse af identificerede nerver ?. Der er udtalt variation i nerveforløb og identifikation af de 3 nerver kun muligt hos 60-90% af patienterne. Da det ikke vides, i hvilket omfang nerverne identificeres intraoperativt, samt hvorledes de håndteres, bør der foretages rutinemæssig registrering af nerve-identifikation og -håndtering i databasen.

 

ad 2) Morten Bay gennemgik data fra ingvinalherniedelen af databasen (se kopi af præsentation på hjemmeside). Der synes ikke at være væsentlige ændringer i forhold til de tidligere analyser. Det blev påpeget at det fremover ville være hensigtsmæssigt at præsentere data og analyser, således at f.eks. ændringerne i reoperationsraterne over tid fremstår mere klart.

Lars Nannestad Jørgensen gennemgik data fra ventralherniedelen af databasen (se kopi af præsentation på hjemmeside). Der foretages ca. 3.500 operationer om året for ventral hernie i DK, hvoraf umbilikale og incisionale herniotomiindgreb udgør majoriteten. Teknikken er primær laparoskopisk ved incisionelle hernieindgreb. Basen rejser mistanke om inadækvat teknik i en betydelig andel af indgrebene (lukning af defekt med multifilamentøs resorbérbar sutur, fravalg af mesh etc.). Dataudtræk fra landspatientregistret viser, at 95% af patienterne hidtil er blevet opereret på offentlige parenkym eller gastroenterologiske kirurgiske afdelinger. Liggetid, den akutte genindlæggelsesrate, og 30-dages mortaliteten (0,38%) efter operation for incisional herniotomi er i dette materiale signifikant højere efter laparoskopisk kirurgi end efter åben adgang. Der blev diskuteret, hvorvidt dette skyldtes selektion af patienter snarere end forskel begrundet i valg af teknik. Endvidere diskuterede man, om det var muligt ud fra litteraturen, at fastlægge retningslinier for behandlingen af ventralhernier. Epikriseudtræk på patienter med et kompliceret forløb efter primær operation for ventralhernie gennemgås aktuelt for nærmere at beskrive komplikationernes art og hyppighed.

Endvidere blev data for indrapporteringsrater i forhold til LPR præsenteret (se kopi af præsentation på hjemmeside). Aktuelt indrapporteres ca. 90% af ingvinalhernierne (gennemsnit siden 1.jan 2006) og 70% af ventralhernierne (gennemsnit siden 1.jan 2007), hvilket stort set umuliggør tolkning af data og truer databasens eksistens. Databasens styregruppe har besluttet at rette direkte skriftlig kontakt til afdelingsledelser og hospitalsdirektioner mhp. at påpege problemet og anmode om at arbejdet med at få suppleret data til næsten 100% prioriteres, i følge den lovpligtige indrapportering til nationale databaser.

 

 

ad 3) Jacob Rosenberg gennemgik det oplæg til retningslinier for laparoskopisk ingvinal herniotomi som er lagt på hjemmesiden. Der var ikke forslag til ændring af retningslinier og standard-operationsbeskrivelsen.

 

ad 4a) Eske Aasvang gennemgik resultaterne efter operation efter 20 explorationer for kroniske smerter. Der er ved 3-mdr's opfølgning en vis effekt på smerterne for den samlede patientgruppe. Det har (endnu) ikke været muligt at identificere nogen sikker prediktion af, hvem der har gavn af indgrebet. Projektet fortsætter og et internationalt samarbejde til afklaring af indikation og teknik vil blive etableret.

 

ad 4b) Henrik Kehlet gennemgik skabelon til henvisning af patienter med kronisk herniotomismerter. Skabelonen vil blive lagt på databasens hjemmeside og er obligatorisk ved henvisning af patienterne til udredning/behandling af patienter med kroniske smerter. Som det ser ud aktuelt, vil disse patienter foreløbigt kun blive opereret eet sted i landet.

 

ad 5) Morten Bay gennemgik data for reoperationsrater og lokalbedøvelse (se kopi af præsentation på hjemmesiden). Lokalbedøvelse er ikke en risikofaktor per se, idet det synes vigtigere hvor patienten opereres (i speciallægepraksis el. hospitalsregi) og for hvilken type brok (medialt/ lateralt).

 

ad 6) Vedr. Timesh-projekt: Jørgen Bendix fortager en opsamlingsrunde og vil sørge for oversigt over randomiserede patienter. Vedr. Lap. vs. Lichtenstein: Poul Juul vil arrangere et møde med projektdeltagerne, mhp. at aftale det videre projektforløb, inkl. afrapportering. Der vil efteråret 2008 blive igangsat en projektforløb for en skolarstipendiat, med den foreløbige projekttitel "Akutte ingvinalhernier og femoralhernier".

 

ad 7) Emner til diskussion ved næste herniemøde: Revision af registreringsskema/datasæt;

 

 

Dato for næste herniemøde:  Endnu ikke fastlagt

 

Morten Bay/Henrik Kehlet